Introduktion til geddecichlider

Forfatter: Vinrod Kutty
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 19/12-2009 19/12-2009
Oprettet under: Sydamerika
 Del

Introduktion til geddecichlider


Skrevet af Vinrod Kutty
Oversat af Helene Schoubye



(Crenicichla sp. Xingu 1. Foto af Johnny Jensen)



Gedde cichlider af slægten Crenicichla er en meget interessant og udfordrende akvarie beboer. Den følgende artikel er en kort introduktion til denne slægt af sydamerikanske ciclider.


Geddecichlider er en gruppe af sydamerikanske fisk af slægten Crenicichla. De lever i ferskvands søer, bække, floder og små damme omkring størstedelen af Amazon floderne, men der findes mange arter i vandområder i Colombia, Venezuela og Guyana nord for Amazonas. Sydpå er der repræsentanter for slægten hele vejen ned til kystområderne af det centrale Argentina. Grundlæggende, findes de øst for Andes, fra øen Trinidad i nord til området omkring den argentinske Rio Negro lige nord for Patagonia.


Disse fisk er overvejende varmt vands fisk, med nogle få bemærkelsesværdige undtagelser som Crenicichla lacustris fra Argentina og Crenicichla scotti fra Uruguay. Crenicichla eller geddecichlider, er som deres navn antyder, mest rovfisk, som tager mindre fisk som bytte. Der er få undtagelser, som altid, såsom Crenicichla compressiceps og C. cylostoma fra Øst Brasiliens vandfald, som er specialiserede insektædere.


De fleste geddecichlider har en aflang krop og en bred fremadrettet mund – træk som er almindelige hos mange rovfisk. Der er nogle stillestående geddecichlider som C. jegui som tilbringer det meste af deres tid med at vente på at et bytte svømmer forbi, hvor de så kaster sig fremad og griber den uheldige fisk. Rovfisk er forskellige i deres aktivitetsniveau. Sammenlignet med saltvandsfisk, befinder geddecichliden sig et sted mellem stribet bars og barracuda mht. stil og aktivitet. De fleste geddecichlider placerer sig et sted nær en nedfalden træstamme, klipper og bundlag, hvilket giver en hurtig, kort men energisk jagt for at fange byttet. Hvis man holder geddecichlider i akvarium er det nødvendigt, at man husker dette faktum. At holde dem sammen med fisk som er mindre end halv deres størrelse er at invitere til problemer – drevet af instinkt vil de prøve at spise den mindre fisk, selv om den mindre fisk ikke kan sluges let.


Geddecichlider findes i mange størrelser. Der er mange dværg geddecichlider, som ikke bliver større end 5-10 cm. De besidder det meste af farven og den interessante adfærd som deres større fætre, men forbliver små nok til at akvarister kan have glæde af dem uden at opgive alt for meget gulv areal til akvarier. Så er der mange middelstore geddecichlider, som når en maximum størrelse mellem 15-25cm. Og tilslut, er der de store monstre, som vokser til en størrelse på 45-60cm. Der findes geddecichlider for enhver. Selv om geddecichlider har et rygte som er værre end de mellemamerikanske Cichlasoma sp. for at sønderrive andre fisk og ødelægge omgivelserne, så er sandheden ikke helt så makaber. Selv om mellemamerikanske cichlider nogle gange godt kan lide at flytte om på deres omgivelser, så er kæbe strukturen hos geddecichlider ikke fysisk indrettet således, at de kan flytte eller trække eller slæbe. Sædvanligvis graver de ikke planter op i så høj grad som Cichlasominer.


Aggression kan være et problem med geddecichlider hvis man ikke er forsigtig. Udøv forsigtighed når det drejer sig om, at vælge de fisk der skal være sammen med dem. Størst aggression udvises overfor medlemmer af samme art; hvis man vælger fisk som er samme størrelse kan denne form for agression (mellem individer af samme art) minimeres. At holde dem sammen med fisk som har forskellig form og farve kan reducere agressionen mod andre arter. Hvis alt dette ikke virker, så er det tid til PVC. Tilføjelse af PVC rørdele som er brede nok til at geddecichliderne let kan være i dem, ser ud til at reducere aggression rigtig meget. Jeg sørger altid for at der er flere PVS rør end der er geddecichlider. Arter som ikke kan holde synet af hinanden ud vil kunne leve sammen i et akvarium som er møbleret med talrige PVC rør. Selvfølgelig er disse rør ikke ligefrem naturlige eller kønne, men det er nogen gange den eneste løsning... Hvis man kan finde lignende stykker hule trærødder, kan man både have det praktiske og det æstetiske.


Akvariestørrelse for geddecichlider er stort set afhængig af den maximale størrelse på den gældende fisk. Dværg arter som C. notophthalmus, C. regani og C.urosema kan holdes i akvarier ned til 112 l.. Nogle dværge som C. compressiceps, som selv om de forbliver små, er ganske aggressive og har brug for megen plads – jeg ville ikke holde dem i noget mindre end et 200 liters akvarium. Lidt større, men relativt fredelige, arter som C. cf. menesezi, C. geayi og C. britskee kan holdes i 200 liter . De fleste af de resterende kræver akvarier i 280 liter til 470 liters størrelser. Store arter som C. johanna, C. lugubris og orange geddecichlide (C. sp. Xingu) skal have 470 liter eller større for at udvise normalt adfærdsmønster. Jeg køber som regel fisk som kan opdrættes i 200 liters eller 900 liters akvarier da det er de størrelser akvarier jeg har til rådighed. Selv om opdræt af dværg geddecichlider i større-end-nødvendigt store akvarier kan synes overdrevent, så er det meget belønnende – de viser en naturlig adfærd som man aldrig ville se i mindre akvarier.


Vand kvalitet er som regel ikke et kritisk punkt for de mellemstore, glitrende geddecichlider fra saxatilis-gruppen; de er hårdføre og kan sagtens leve og yngle i det meste behandlede vandhanevand. Det samme gælder for frøhoved geddecichlide, tidligere kendt som Batrachops. De store, småskællede geddecichlider fra lugubris-gruppen og dværg arterne har brug for en bedre vandkvalitet, da de sædvanligvis findes i det rene, bæsten bakteriefrie sorte vand i Amazonas. En rutine med store, delvise vandskift og kraftig biologisk filtrering vil være godt for disse fisk. Skødesløshed mht. vandkvalitet kan føre til hul-i-hovedet sygdommen hos de større geddecichlider. Dværgene dør simpelthen hvis man ikke holdet kvælstofkoncentrationerne i vandet lavt.


Selv om ingen af dem kræver blødt, surt vand i den daglige pleje, så har sortvands arterne oftest brug for vand med ph og hårdhed som minder om det der findes i deres naturlige omgivelser – ph 5-6 og ekstremt blødt for at kunne yngle med succes. Jeg har fået yngel med mange af saxatilis-arter i hårdt, basisk vand, men legen finder kun sted efter hyppige, store vandskift.




(Crenicichla johanna. Foto af Johnny Jensen)

At fodre geddecichlider er normalt ikke et problem, akvarie opdrættede geddecichlider tager gerne forarbejdet foder, men vildtfangede fisk er ofte svære at fodre – de kræver levende eller frossent kødfyldt foder. Ungfisk, som importeres fra vild natur, kan vænnes til foderpiller meget hurtigere end voksne kan. Husk at dette er rovfisk og fodr dem en varieret kost med frosne krebsdyr, fisk, levende regnorme og levende fisk. Selv arter som accepterer foderpiller bør fodres med frostfoder og levende foder jævnligt. Variation i kosten er nøglen.


Formering af geddecichlider i akvarier sker desværre ikke ofte nok. Det er ikke fordi det er svært at opdrætte dem, men fordi så få forsøger at opdrætte dem. Den letteste gruppe at få til at yngle i akvarier er saxatilis-gruppen. Jeg tror at dværg geddecichlider og den gigantiske Geddecichlide fra lugubris-gruppen er vanskeligere pga. kravene mht. vandkvalitet (se ovenfor) Selvfølgelig ser man yngel af dværg geddecichlider oftere til salg end yngel af ’giganterne’, ikke fordi dværgene er nemmere at få til at yngle, men fordi de er lettere at holde og sørge for pga. deres størrelse.


At opdrætte lugubris-typer kræver et ganske stort akvarium (Et par C.lugubris som tilhører Frank Warzel ynglede i et 280 l. akvarium, men han påstår at det er det mindste akvarium som de er blevet opdrættet i.) At sørge for store mængder blødt, surt vand kan være et dyrt foretagende hvis man bor i et område med hårdt, basisk vand. Wayne Leibel ynglede med C.marmorata i et 550 l. akvarium. Så vidt jeg ved, er han den eneste amerikaner som har haft held med opdræt af nogen af fiskene i lugubris-gruppen. Jeg tror at hvis der var flere, som ville sørge for plads, vandkvalitet og kost krav hos disse store geddecichlider ville der være mange flere opdræts beretninger. C. lugubris, C. marmorata og C. vittata er de eneste store geddecichlider som er blevet opdrættet i akvarier (så vidt jeg ved) . Æglægning uden succesfuld klækning er blevet rapporteret med C. phaiospilus, C. sp. Xingu 1 og C. acutirostris.

Geddecichlider er hulelegere, som lægger deres klæbrige æg et sted hvor det vil være svært at se dem. Hunnen er ansvarlig for at sørge for æggene og hannen holder vagt i nærheden mod forstyrrende fisk. Æggene klægger efter omkring 3-4 dage og ynglen er fritsvømmende efter yderligere 3-4 dage, afhængig af temperaturen. Ynglen er temmelig stort og kan fodres med nyudklækkede mysis som første foder. Ynglens vækst er meget hurtig og hvis de ikke adskilles efter størrelse kan den resulterende kannibalisme føre til en meget ensidig kønsfordeling hos nogle arter, især i saxatilis gruppen.

Bringes med tiladelse fra Vinrod Kutty, Eksternt link http://www.geocities.com/NapaValley/5491/index.html