Rio Negros chokoladecichlide, Hypselecara coryphaenoides

Forfatter: Lee Newman
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 27/05-2010 27/05-2010
Oprettet under: Sydamerika
 Del

Rio Negros chokoladecichlide, Hypselecara coryphaenoides (Heckel, 1840)


Af Lee Newman, 1998
Oversat af Elisabeth Schrøder, 2006




(Et ynglende par Hypeselecara coryphaenoides, der bevogter deres unger. Fisk og foto af Lee Newman)

Før 1986 blev der I akvarielitteraturen brugt mange navne om de såkaldte “chokoladecichlider”. For cichlideholderen gjorde dette identifikation meget vanskelig, da forskelle på de forskellige arter var meget uklare. En situation, som blev løst da Kullander (1986) placerede gruppen i den nye slægt Hypselecara. Slægtsnavnet er afledt af det græske ord hypselos (som betyder ”høj”), i reference til disse cichliders stejle profiler, og acara, et uformelt ord for en cichlide. Kullander (1986) anerkendte kun to arter; H. temporalis (Gunther, 1862) og H. coryphaenoides (Heckel, 1840), og placerede H. goeldii, H. crassa og H. hellabrunni som synonym for den førstnævnte, og H. niger, H. arnoldi og H. axelrodi for den sidstnævnte.

De to arter af Hypselecara, som de på nuværende tidspunkt er defineret, er nemme at skelne fra hinanden. H. temporalis’ generelle udseende er næsten ”firkanten” pga. den stejle profil, imens H. coryphaenoides er mere aflang med en gradvist forhøjet profil. Der er også farveforskelle mellem arterne. Den form af H. temporalis, som er almindelig i hobbyen, er en grøn og vinrød fisk med en mørkere, sidestillet plet, placeret under længdelinien; H. coryphaenoides er mørkebrun til sort med en plet placeret over længdelinie, som forsætter til roden af den bløde rygfinne. Desværre er der to faktorer, som gør det en anelse mere kompliceret. For det første lader markeringerne på H. temporalis til at variere en hel del pga. geografisk variation, og for det andet er H. coryphaenoides i stand til at skifte ganske meget farve alt efter humør. En hjælpende retningslinie er, at H. temporalis som regel fanges i Peru, imens H. coryphaenoides oftest fanges i Brasilien.

Fordi H. coryphaenoides er forholdsvis sjælden i handlen, er den chokoladecichlider, som man mest tænkeligt støder på, H. temporalis. Ikke desto mindre lader H. coryphaenoides ikke til at være sjælden i naturen; i de habitater hvor vi fandt arten (beskrevet længere nede), var den nem at indsamle. Men alligevel, på trods af tilstedeværelsen af andre sjældent sete (i handlen) cichlidearter (fx Satanoperca acuticeps) i sendinger fra Manaus (Brasilien), var H. coryphaenoides fraværende. Om dette afspejlede et sæsonfænomen eller bare lille efterspørgsel, blev ikke undersøgt nærmere.

I januar 1996 gjorde Vancouver Aquarium det muligt for mig, at deltage i en to ugers akvaristtur til Rio Negro og Rio Branco i Amazonas, Brasilien. Turen blev arrangeret for at støtte Project Piaba, et projekt til bevarelse af akvariefisk, men gav også deltagerne frihed til at forfølge individuelle interesser. Som repræsentant for akvariet forventedes det af mig, at indsamle så meget information omkring projektet som muligt, men al min fritid gik med at studere og indsamle cichlider.

Ekspeditionens base var ombord på “Cassuquiari”, en rummelig, 65 fods båd med rigelig plads til de femten deltagere på turen. Ekspeditionen tog os fra vores udgangspunkt i Manaus ved nedre Rio Negro, op af floden til Barcelos, og så tilbage ned af Rio Negro igen til Rio Branco, som gjorde det muligt for os at udforske en hvidvandsflod i nogle få dage. Turen sluttede i Manaus med et kort udflugt til ”flodernes bryllup”, hvor den sortvandede Rio Negro møder den hvidvandede Rio Amazonas, samt mulighed for at besøge to eksportører af tropiske fisk.

De fleste akvarister, som havde planer om at tage fisk med tilbage til USA eller Canada, havde særlige arter i tankerne. Selvom jeg prøvede at forblive fleksibel, da indsamling i felten sjældent er så forudsigeligt som at købe fisk i en akvarieforretning, håbede jeg at indsamle nogle af de cichlider, som er knap så almindelige i hobbyen.

Et kort ophold ved et flydende hotel langs med Rio Cueiras, en sortvandsbiflod til den nedre Rio Negro, udgjorde den første mulighed for at indsamle fisk, den første nat på vej mod Barcelos. Hotellet var placeret nær en ryddet del af den svagt hældende flodbrink, og flød på store træstammer. Ved at ligge på den ydre gangbro og læne sig udover kanten, var jeg i stand til at indsamle med et dyppenet ved de neddykkede træstammer.

Almindelige på meget lavt vand var pansrede maller af slægten Ancistrus og ferskvandsrejer, samt unge H. coryphaenoides. Både mallerne og cichliderne brugte små huler eller rådne huller i de hærgede stammer som skjul. Indenfor time lykkedes det mig at indsamle nogle få af begge arter vha. et dyppenet i den ene hånd og en lommelygte i den anden. Chokoladecichliderne fordelte jeg storsindet blandt andre, interesserede akvarister på turen. Selvom jeg mente, at H. coryphaenoides ville være en god art at tage med hjem til Vancouver (den chokoladecichlide, som er almindelig i handlen er, er ofte opdrættede H. temporalis), tænkte jeg at der måtte komme andre muligheder for at indsamle den før turens slutning. Dette viste sig desværre ikke at være tilfældet.

Sidst på turen, på vej tilbage til Manaus, stoppede vi en eftermiddag ved en ø i Rio Negro, lige syd for den møde med Rio Branco. I adskillige timer fik gruppen tiden til at gå med, at indsamle fisk, fiske med krog og line fra båden, fotografere, sightseeing og fuglekiggeri. Jeg valgte at snorkle i et forsøg på at kigge på fiskene i deres naturlige miljø. Jeg var i stand til at finde dværggeddecichlider (Crenicichla regani) og en art Apistogramma blandt de halvt neddykkede, landlevende planter, der voksede langs med bredden. Efter et par timers snorkling, valgte jeg at fotografere lidt. Imens jeg tog billeder, indsamlede Lee Finley fisk i et lavvandet område i en lille vig. Da vi alle samledes på båden til aftensmad, tilbød Lee mig generøst hans fangst, og jeg blev den heldige modtager af et dusin små chokoladecichlider.

Mine tolv unge (på nogle få cm) H. coryphaenoides overlevede turen hjem og blev placeret i et 340 liters akvarium sammen med nogle af de andre cichlider, som var indsamlet på ekspeditionen. De unge chokoladecichlider viste et antal sortbrune, lodrette bånd og en lys, orange stribe fra enden af snuden, henover hovedet til den bløde del af rygfinnen. De tog med det samme alt slags foder, de blev tilbudt, inklusiv levende artemia sp., frosne, røde myggelarver, levende, hvide myggelarver, og små, opblødte cichlidepellets. I denne størrelse udviste H. coryphaenoides kun meget lidt aggressivitet iblandt sig, og de ignorerede næsten fuldstændigt andre arter.

Et problem, som der blev lagt mærke til tidligt, var en følsomhed overfor frie metalioner, især kobber. De unge chokoladecichlider begyndte hurtigt at udvikle neuromasthuller (små, udhulede områder rundt om neuromasterne). Det tog adskillige uger at finde grunden til hullerne, før en sammenhæng mellem problemet og udskiftning af nogle kobberrør i vores ejendom blev gjort. Den nemmeste løsning var at tilsætte en chelat ved hvert vandskift, som binder de frie kobberioner, hvilket gør dem mindre giftige. Heldigvis virkede dette, og hullerne hele på en uges tid.

I akvariet voksede chokoladecichliderne hurtigt på en diæt bestående af cichlidepellets, hakkede regnorme, frosne, røde myg og frosne mysis. Interessant nok var deres opmærksomhed meget rettet mod overfladen, og de accepterede grådigt levende melorme og fårekyllinger.




(En voksen Hypeselecara coryphaenoides i normal farvedragt. Fisk og foto af Lee Newman)

Efterhånden som fiskene voksede blev det stribede mønster gradvist afløst af en mere ensfarvet, brun grundfarve med en iøjnefaldende, sort, sidestillet haleplet. Samtidigt blev de stadigt mindre tolerante overfor artsfæller, men de forblev bemærkelsesværdigt ligeglade med andre arter. Det blev snart nødvendigt at flytte adskillige individer i et forsøg på at begrænse aggressionen. Selv denne løsning var kun kortvarig, da man igen blev nødt til at flytte yderligere individer for at opretholde nogenlunde fred, og til sidst var der kun fem chokoladecichlider tilbage i det 340 liters akvarium. Da disse individer nåede en størrelse på cirka 10,0 cm i total længde, blev de flyttet til at 475 liters akvarium, som de delte med syv Satanoperca lilith, der var indsamlet på samme tur. Selvom jordspiserne var mindre, blev de fuldstændigt ignoreret af chokoladecichliderne, selv under fodring. Det nye akvarium var udstyret med et ”plantefilter” (Newman, 1997) for at opretholde et minimalt nitratniveau; et dobbelt svampefilter og et andet motorfilter som back-up, og yderligere mekanisk filtrering. Vandværdierne var: pH 6.5, temperatur 29° C, hårdhed 4,2 mg/L, og nitrat cirka 5,0 mg/L. Bundlaget var fint sand brugt for at tilfredsstille den typiske siadfærd hos S. lilith, imens adskillige, store stykker af vandmættet træ fra en lokal sø udgjorde skjulested. Lyset var dunkelt med blot en enkelt 40 W pære indstillet på 12 timers lys om dagen med en timer.

Gruppen af H. coryphaenoides havde været i deres nye hjem i adskillige uger, da nogle unger af Pelvicachromis taeniatus blev placeret i et 19 liters akvarium, flydende i det større akvarium (så et ekstra varmelegeme ikke var nødvendigt til ungerne). Overraskende nok, indenfor en dag eller to, havde en af chokoladecichliderne udviklet yngelplejedragt, mest mørkebrun krop med et orange skær på ryggen, og havde fundet sig en plads under det flydende 19 liters akvarium. Farven på ryggen blev tydeligere hver gang den vogtende fisk jagtede en anden H. coryphaenoides eller S. lilith, der vovede sig på tæt på akvariet, væk. Det så grangiveligt ud til, at denne enlige forælder chokoladecichlide var klar til at adoptere ungerne som sine egne. Desværre, pga. P. taeniatus’ værdi, blev de besluttet (de var ikke mit valg!), at den ivrige forældre ikke skulle få chancen for at få direkte kontakt til ungerne, hvilket effektivt satte en stopper for dette uplanlagte eksperiment. Adskillige uger senere, da ungerne og det flydende akvarium blev fjernet, gik chokoladecichlider tilbage til den normale adfærd og farvedragt.




(En voksen Hypeselecara coryphaenoides i yngledragt. Fisk og foto af Lee Newman)

I marts 1997 var medlemmerne af min H. coryphaenoides-koloni vokset til næsten 15 cm længde. Under de to første uger af marts så det ud til, at to af de fem tilbageværende fisk tolererede hinanden lidt mere end tidligere. De var næsten samme størrelse, og det var svært at skelne de to fisks køn. De tre øvrige var forvist til akvariets venstre side, imens ”parret” tilbragte en stor mængde tid sammen under et stykke tre i den højre side. Et tydeligt tegn på, at parret havde etableret et territorium var, at jeg fandt en tredje fisk død på gulvet, sikkert tvunget ud af akvariet gennem en lille åbning i låget. De tilbageværende, uparrede H. coryphaenoides bar også tegn på aggression (dvs. manglende skæl og flåede finner), men det så ud til, at de ville blive tolereret så længe de forblev i akvariets modsatte ende.

Fem dage senere begyndte parret at grave under træstykket i den højre side, og gravede gennem de 3,8 cm sand, for til sidst at frilægge den bare glasbund. De gravede i en hel uge, og til sidst havde de udgravet et område på omkring 60 x 60 cm. Under disse graveaktiviteter begyndte man at kunne se sekundære kønskarakterer hos parret. Hannen var en smule større og havde udviklet en lille pandepukket, hvorimod hunnen var meget rundere omkring bugen. Der var til gengæld ingen forskel i farven på de to. Under konstruktionen af gruben tilbragte parret meget tid med at inspicere undersiden af træstykkerne indenfor territoriet. En uge efter grubens fuldførelse kom begge individers genitalpapiller til syne; hannens var relativt tynd og kort sammenlignet med hunnens.




(Hypeselecara coryphaenoides forsvarer sig territorium. Fisk og foto af Lee Newman)



Den næste dag lagde parret æg på bagsiden af et stykke træ tættest på den højre ende af akvariet. Da æglægningen fandt sted, hvor de ikke var muligt at se, var det umuligt at afgøre antallet, størrelsen og farven af æggene. Mht. adfærd leger Hypselecara coryphaenoides som andre, typiske, substratlegende cichlider: hunnen begyndte med adskillige “tomme” ture henover stedet, før hun begyndte at lægge æg i det efterfølgende omgange, og hannen gik ind med jævne intervaller for at befrugte æggene. Æglægningen var slut efter 90 minutter, og hunnen tog plads og begyndte at vifte henover æggene, imens hannen tog sig af forsvar af territoriet. Det er nok ikke nødvendigt at fortælle, at de to, tilbageværende chokoladecichlider forblev nær den venstre ende af det 1,8 meter lange akvarium.

To dage efter æglægningen blev larverne flyttet til en hulning i et stykke træ hen imod midten af akvariet. Hannen og hunnen skiftedes til at fragte larverne fra gydepladsen til denne nye plads. Hver gang en af forældrene nærmede sig med en mundfuld larver, signalerede den til den anden med et sidestillet signal, som fik den anden fisk til at tage af sted for at hente en ny portion yngel.

Jeg ventede i yderligere fem dage (syv dage efter æglægningen), indtil jeg mente at larverne måtte være fritsvømmende, med at fjerne en lille portion af kuldet for at sikre overlevelsen af i hvert fald nogle unger. Gruppen blev fjernet fra hulningen i træet og placeret i et 19 liters akvarium, som flød i det større akvarium. ”Udrugningsakvariet” blev udstyret med et modnet svampefilter. Larverne, som stadig havde tydelig blommesæk, var fritsvømmende dagen efter. Af flokken i udrugningsakvariet og de unger, der stadig gik hos forældrene, vurderede jeg at det samlede kuld måtte være på omkring 300.

Ungerne tog med det samme nyklækket artemia som deres første føde. Ungerne i opvækstakvariet var nemme at fodre, imens dem der stadig gik i det store akvarium blev fodret via et stykke stift luftslange sat på en sprøjte. Begge grupper af unger blev fodret to gange om dagen, og så ud til at omsætte føden hurtigt, hvilket nødvendiggjorde hyppig rengøring af opvækstakvariet.

De portionen af unger blev placeret i opvækstakvariet, forlod hannen hunnen og resten af kuldet for at tage sig af disse “forældreløse”. Hannen opførte sig præcis ligesom den enlige fisk havde gjort med P. taeniatus-ungerne som nævnt tidligere. Efter en uges tid mere begyndte hannen at tilbringe mere tid med hunnen under træstykket i akvariets højre side, hvor hun tog sig af de livlige unger. Forældrene signalerede jævnligt til de meget bundorienterede unger med hurtige ryk med deres bugfinner. I tilfælde af forstyrrelse, som fx unger fodring, blev begge forældrenes farver mere intense (sort krop med et klart, orange skær på ryggen), hvilket gav signal til ungerne om at lægge ubevægelige på bunden. For det meste blev ungerne holdt indenfor yngleterritoriet, kun med korte udflugter ind mod midten af akvariet. Mht. de andre fisk i akvariet, ignorerede parret stor set S. lilith med undtagelse af, når de vovede sig for tæt på ungerne, men i skarp kontrast hertil svømmede begge medlemmer af parret ofte henover akvariets midte for at hævde deres dominans overfor artsfæller. Sidst på hver dag, lige for timeren slukkede for lyset, blev ungerne samlet under træet nær ved gydepladsen, og lå ubevægelige på sandbunden, sandsynligvis hele natten.

Det 19 liters, flydende akvarium blev fjernet efter en uge, og herefter gav parret deres udelte opmærksomhed til de unger, der stadig var i det større akvarium. På dette tidspunkt stoppede jeg med at fodre med artemia; efter tre uger var der kun tolv tilbage. Det overlevede tilsyneladende ved at spise små partikler af flagefoder, som blev givet til de voksne.

Ganske pludseligt begyndte hunnen at jage de tilbageværende unger, et sikkert tegn på, at hun forberedte sig på at gyde igen. Men hannen blev ved med at forsvare ungerne, og ledte dem op på en plads øverst på træstykket, udenfor hunnens synsfelt. I løbet af de næste par dage arbejdede hunnen i gruben og rengjorde stedet, som var blevet brugt til den første æglægning. De næste tegn på, at en anden æglægning var umiddelbart forestående, var de flåede finner og beskadigede skæl på de andre chokoladecichlider. Den følgende dag var hunnen meget slankere og modvillig til at forlade stedet under træstykket, hvorimod hannen blev ved med at forsvare ungerne fra det første kuld (som der nu kun var fire af) og patruljere ved territoriets grænse.

To dage efter æglægningen klækkede æggene, og larverne blev placeret i gruben i bundlaget ved siden af et lille stykke træ. Flere dage senere blev larverne fritsvømmende; igen flyttede jeg en lille portion af kuldet til opvækst under mere sikre forhold. Desværre fik jeg timet flytningen ganske dårligt. Jeg brugte et lille, fintmasket net til at indsamle nogle af under med, hvilket skabte vild panik blandt alle cichliderne i akvariet, især forældre-chokoladecichliderne. De tilbageværende unger blev hurtigt spredt rundt i akvariet og nemt ædt af de andre chokoladecichlider og S. lilith. De unger, som var blevet flyttet, blev placeret i et 57 liters opvækstakvarium, og begyndte at blive fodret med nyklækket artemia. De voksede meget hurtigt, og indenfor tre uger spiste de hakkede, frosne myg og knust flagefoder.

Tre uger senere lagde det samme par igen æg for tredje gang. Da jeg ikke havde meget mere plads til yderligere chokoladecichlideunger, besluttede jeg at lade dette tredje kuld blive i opholdsakvariuet for at kunne observere yngelplejeadfærden og ynglens overlevelse. En dag efter ungerne blev fritsvømmende, kom en af S. lilith lidt for tæt på stimen af yngel. Chokoladecichlide-hannen angreb den pågældende S. lilith, og det lykkedes den at få fat i en bid af flanken fra den flygtende jordspiser. Den flygtende jordspiser efterlod sig en sværm af skæl, da den flygtede. Før hannen begav sig tilbage til kuldet, fortærede den ivrigt skællene efterhånden som de landede på sandet.

På trods af omhyggelig beskyttelse fra forældrene side, blev antallet af fritsvømmende unger hurtigt reduceret af opportunistisk prædation fra de andre fisk i akvariet. Cirka tre uger efter æglægningen begyndte hunnen at blive legemoden igen, og hun begyndte selv at jage de tilbageværende unger ud af territoriet. Baseret på sådanne observationer ser det ud til, at kun lave fisketætheder og rigeligt med gemmesteder ville tillade en bestand af ungfisk i bedste fald.




(Ung Hypeselecara coryphaenoides. Fisk og foto af Lee Newman)

For akvarister med et eller flere store akvarier, som leder efter noget lidt “eksotisk”, kan Rio Negros chokoladecichlide, Hypeselecara coryphaenoides, med dens komplekse yngelpleje og fantastiske farveskift måske være den rette. Den er en smule krævende at holde mht. krav til plads; de bliver eftersigende op til 15-20 cm store under de rette forhold i akvariet, og lever fuldt ud op til deres ry om at være aggressive. Men i deres forsvar skal det siges, at de yngler allerede længe før de når deres maksimale størrelse. Og størstedelen af deres aggression er rette mod artsfæller. Hvis man modstår fristelsen til at holde mere end et par i samme akvarium, er deres aggression i værste fald middelmådig.

Som mange cichlideholdere ved, er der flere måder hvorpå man kan prøve at skabe sikkerhed omkring store, aggressive cichlider optaget i formeringsaktiviteter i mindre rummelige boliger. Men ved at give denne fisk en mulighed for at udtrykke sine naturlige adfærdsmønstre under forhold, som ligner hvad den måtte måde i naturen (dvs. lave tætheder af artsfæller og andre arter, og nok plads til at jage indtrængere bort fra territoriet), tillader det akvarister at observere netop den type adfærd, som gør cichlider så interessante og populære. Hypselecara coryphaenoides er nem at fodre og relativt nem at opdrætte, og for den akvarist, som er villig til at give den et stort akvarium med masser af dekorationer, kan den være en interessant tilføjelse til en samling af sydamerikanske cichlider.

Gengivet med tilladelse fra Eksternt link www.cichlidae.com og Lee Newman